Min mand gav mig hver dag den samme hvide pille, før han gik hjemmefra, og han sørgede omhyggeligt for, at jeg slugte den. Han bad mig endda åbne munden og vise tungen.
Først troede jeg, at det bare var omsorg.
Men med tiden begyndte jeg at blive bange.
Hvorfor forklarede han aldrig, hvilken medicin det var? Hvorfor holdt han så nøje øje med hvert eneste af mine skridt?
En dag besluttede jeg mig for at finde sandheden.
Jeg lod som om, jeg tog pillen, gemte den bag kinden, og da min mand var gået, tog jeg den frem og kørte den i hemmelighed til en undersøgelse.
Nogle dage senere fik jeg resultatet.
Og så blev mit liv vendt på hovedet…
Jeg giftede mig af kærlighed. Før brylluppet var min mand det mest opmærksomme og omsorgsfulde menneske, jeg kendte. Han hævede aldrig stemmen, lavede overraskelser for mig og sagde, at han ville leve hele sit liv sammen med mig.
Men allerede morgenen efter brylluppet ændrede alt sig.
Jeg vågnede og så, at han allerede var ved at gøre sig klar til arbejde. I den ene hånd havde han et glas vand, og i den anden en lille hvid pille.
— Godmorgen. Tag den her, tak.
— Hvad er det?
— Medicin. Du skal tage den hver dag.
— Hvad er den for?
Han smilede bare.
— Stol på mig. Det er vigtigt.
Jeg begyndte ikke at diskutere og tog pillen.
Næste dag skete det samme.
Og dagen efter igen.
Efterhånden blev det et mærkeligt morgenritual. Han kom med pillen, ventede på, at jeg tog den, og kiggede derefter nøje på mig.
— Åbn munden.
— Er du seriøs? Stoler du ikke på mig?
— Jeg vil bare være sikker på, at du virkelig har taget den.
Derefter gik han roligt.
Men mærkelighederne stoppede ikke der.
Hver dag præcis klokken to ringede min telefon.
— Er du hjemme?
— Ja.
— Er du gået nogen steder?
— Nej.
— Godt. Jeg kommer snart hjem.
Det var kun få sekunder lange samtaler, og så lagde han på.
Sådan fortsatte det i ugevis.
Først tænkte jeg, at han bare var jaloux. Senere besluttede jeg, at han kontrollerede mig alt for meget. Nogle gange virkede det endda, som om han var bange for at miste mig.
Men jo længere tiden gik, desto mere urolig blev jeg.
Hvorfor skjulte han navnet på medicinen?
Hvorfor blev han så bekymret, hvis jeg blev forsinket?
Hvorfor ringede han hver dag på præcis samme tidspunkt?
En dag besluttede jeg mig for at undersøge det.
Om morgenen rakte han mig igen pillen.
— Tag den.
Jeg lagde den i munden, drak vand til og lod som om, jeg slugte den.
Hvad der skete derefter, står i den første kommentar 👇👇
Han kiggede nøje på mig, bad mig åbne munden og gik, da han var sikker på, at alt var i orden.
Så snart døren var lukket, tog jeg pillen frem, som jeg havde gemt bag kinden, pakkede den ind i en serviet og tog til et laboratorium.
— Jeg har brug for at vide, hvad dette præparat indeholder, — sagde jeg til medarbejderen.
— Okay. Resultaterne vil være klar om nogle dage.
De dage var de sværeste i mit liv.
Jeg fortsatte med at smile til min mand og lade som om, alt var normalt, men indeni blev jeg revet i stykker af frygt og tvivl.
Hvad hvis han løj for mig?
Hvad hvis han virkelig ville skade mig?
De værste tanker dukkede op i mit hoved.
Da laboratoriet endelig ringede, kunne jeg næsten ikke få mig selv til at tage derhen.
Lægen studerede resultaterne længe og så derefter på mig.
— Har du taget dette præparat i lang tid?
— Næsten hver dag siden brylluppet.
— Hvem har ordineret det til dig?
— Min mand.
Han blev stille.
— Det er en stærk psykiatrisk medicin. Den bruges ved alvorlige lidelser. Sådanne præparater må ikke stoppes uden opsyn fra en læge.
Mine hænder blev kolde.
— Men jeg har aldrig været syg…
Lægen så alvorligt på mig.
— Er du sikker?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.
— Du er nødt til at tale med din behandlende læge.
— Hvilken læge?
Han fandt nogle dokumenter frem.
— Din psykiater.
Jeg ankom til den angivne adresse allerede om aftenen.
En ældre læge gennemgik min journal længe og sagde derefter stille:
— Jeg tænkte, at du en dag ville komme af dig selv.
— Forklar mig, hvad der foregår.
Han åbnede mappen med dokumenterne.
— For flere år siden oplevede du et alvorligt psykisk traume. Efter det udviklede du en alvorlig lidelse. Under forværringer mistede du kontrollen over dig selv, og senere kunne du ikke huske, hvad der var sket.
Jeg sad tavs.
— Det er umuligt…
— Desværre er det muligt. Efter behandlingen fik du det bedre. Men det var farligt at stoppe med medicinen.
Jeg prøvede at forstå det, jeg havde hørt.
— Og min mand?
Lægen så på mig.
— Han tog selv ansvaret for at sørge for, at du tog din medicin til tiden. Han ville beskytte dig.
— Og opkaldene hver dag?
— Det var også en anbefaling fra lægerne. Han skulle sikre sig, at du havde det godt.
Jeg gik hjem med tårer i øjnene.
Hele denne måned havde jeg set min mand som en person, der tog min frihed fra mig.
Men hele tiden havde han bare holdt sit løfte — at passe på mig.
Da han kom ind i lejligheden om aftenen, forstod han straks, at jeg havde fundet ud af det.
Han satte sig ved siden af mig.
— Har du været hos lægen?
Jeg nikkede.
— Hvorfor fortalte du mig det aldrig?
Han kiggede ned.
— Fordi lægerne var bange for, at det ville blive et for stort chok for dig. De håbede, at din hukommelse langsomt ville vende tilbage af sig selv. Jeg ville ikke skjule sandheden… men endnu mindre ville jeg miste dig.
Jeg var stille længe.
Så tog jeg selv pillen fra bordet.
— Nu forstår jeg.
Han krammede mig tæt.
Og for første gang i lang tid følte jeg ikke frygt, men taknemmelighed.
